Lige nu er vores krisecentre pressede, kvinder og børn der lever med dysfunktionelle mænd er ekstra hårdt ramt lige nu.

Det her indlæg har jeg tænkt meget længe over , for min blog har jo hele tiden handlet om min ulykke og min opfattelse af livet som handicappet. Men jeg er mere end den ulykke, jeg levede jo 39 år inden den dag og jeg har oplevet en masse , både på godt og ondt. Heldigvis er mit liv mest fyldt af det gode og de gode valg jeg har taget, men ligesom alle andre er jeg heller ikke fejlfri og jeg har taget valg der skulle vise sig at være forkerte.

Når mennesker ser på mig så ser de de synlige tegn på den kamp jeg har kæmpet og de fristes jo til at tænke at det her, min nye tilstand er mit livs kamp. Og det er det også, men sandheden er at lige inden ulykken havde jeg kæmpet en kamp som jeg troede var mit livs sværeste og en kamp der desværre er mange der kan nikke genkendende til og det berører mig dybt. Derfor har jeg besluttet at dele min historie, for at hjælpe andre i samme situation.

For nogle år siden købte min søn og jeg julegaver til de 3 børn der på det tidspunkt skulle holde jul på Roskildes krisecenter for kvinder. Det gjorde vi fordi jeg det år havde fået en god kærlig hjælp hos en af deres ansatte. Jeg kom der 4 gange til samtaler og de samtaler hjalp mig med at forstå den alvorlige situation jeg heldigvis var kommet ud af.

Jeg var i et fysisk og psykisk voldeligt forhold i flere år og det er noget jeg fortsat bærer dårlig samvittighed over, fordi det ikke kun gik ud over mig, men  også mine børn og mine nærmeste. Men jeg er pavestolt af at jeg kom ud af det og jeg kæmpede mig selv op igen både økonomisk og psykisk. Og den dag i dag er jeg bevidst om at den kamp styrkede mig til den nye kamp jeg skulle kæmpe, for kunne jeg overleve den tid med ham så kunne jeg også overleve højresvingsulykken og kæmpe mig tilbage igen.

De fleste jeg møder hvor jeg fortæller om den tid med ham spørger “hvorfor fandt du dig i det ?” , “hvorfor gik du ikke bare ?” ,og det er rigtig svært at svare på for det kan kun dem der har mødt en psykopat forstå. Man bliver langsomt nedbrudt psykisk og til sidst er man fuldstændig handlingslammet og den form for kontrol og manipulation er det største form for frihedsberøvelse jeg nogensinde har oplevet. Jeg så også først hvor galt det var da jeg endelig stod i min egen lille lejlighed med de få ting jeg havde tilbage , da så jeg hvor ondskabsfuldt og forfærdeligt et liv jeg havde levet og at jeg  havde formået at bilde mig selv ind at det var kærlighed. For hvad er en weekendtur i Paris værd hvis det koster blå mærker i bilen på vej hjem fra lufthavnen fordi man lige fik sagt et forkert ord.Eller hvad er den fine facade med hus, biler ,ferier og hunde værd når man ved at efter kl 20 må børnene helst ikke være i stuen, regler om portionsanrettet mad skal indtages uanset sult og de 3 ugentlige løbeture skal gøres under 20 minutter for ellers skal man løbe hver dag. Den ene løgn tager den anden og pludselig lyver man helt uden at tænke, for han har lært dig hvordan historier kan omskrives. At stå foran kirken til min søns konfirmation med en jakke over min smukke kjole fordi jeg havde det største blå mærke på armen krævede mere skuespil end jeg troede jeg havde i mig. At konstant finde på undskyldninger om mine mærker til kollegaerne når vi klædte om blev min ekspertise. Og hvert slag eller skænderi endte altid med at jeg sagde undskyld fordi han overbeviste mig om at det jo var mig der startede det. Han overbeviste mig også om at jeg var psykisk syg, og foreslog terapi, som jeg selfølgelig selv skulle betale. Mange glæder sig til kæresteweekender uden børn men jeg frygtede altid når børnene skulle på weekend hos deres far ,for det var især når vi var alene han blev modbydelig. Børnene kunne til sidst heller ikke lide at være i vores hjem, for ingen vidste hvornår han lavede nye regler eller om humøret var højt eller lavt.

Det værste var den psykiske del, for den sad og sidder til dels stadig i mig. Jeg fik modet til at gå fordi jeg kunne mærke han havde fundet en ny, og at han derved ville give  helt slip. Der gik 7 dage fra jeg sagde stop til jeg stod i min egen lejlighed. min familie og mine venner, og kollegaer hjalp mig , men selve flytningen måtte ingen hjælpe med da han nægtede dem adgang til huset. Da han satte den sidste flytte kasse med mine ting fra loftet, for jeg fik kun lov at tage det med jeg havde da jeg kom sagde han ” Du kan jo også bare tage med hjem igen, så starter vi på en frisk” , jeg vidste jo at han havde en ny selvom han nægtede og jeg vidste at denne historie var den samme som da han mødte mig, men han troede selv på at han kunne lokke mig en gang til.

I den første tid vidste jeg ikke hvordan jeg skulle få dagene til at hænge sammen , for jeg “manglede” hans regelsæt. Det lyder skørt men når man har levet efter ret strenge regler i lang tid så kan det være svært at tage en beslutning selv. Men mine samtaler på krisecentret hjalp mig til at finde glæde i de ting jeg gerne ville, købe den mad jeg kunne lide, vaske tøjet i det vaskemiddel jeg kunne lide, gå i bad om morgenen i stedet for om aftenen, at lade opvasken stå natten over, og ikke mindst at være den mor jeg er og som er den mor mine drenge kender. Første gang min søn og jeg sad i min seng og spiste pizza og så tv der græd jeg af glæde , for det føltes som den største lettelse ikke at kunne gøre noget forkert, for det her var MIN verden og MINE regler.

På krisecentret talte vi om de episoder der sad i mig og nogen af dem er så langt ude og forfærdelige at jeg ikke har lyst til de skal på skrift. Vi talte om frygten for ham og for at møde en ny en som kunne fratage mig min selvstændighed. Jeg fandt ud af at jeg har i lang tid været i livsfare, for han var ved at tvinge mig derud hvor jeg ikke kunne mere. Og det smerter mig at der hvert år er kvinder i tusindevis der lever det liv. Jeg kom derfra fordi jeg åbnede mig op og betroede mig til en jeg vidste ville tro på mig, og igennem lang tid undersøgte jeg mulighederne for at kunne flytte, og da dagen kom hvor min chance var der så vidste jeg indeni hvad der skulle til så det kunne gå så stærkt som muligt. Jeg er kun ked af at min frihed kom fordi en anden faldt i nettet, for jeg ønsker ikke det liv for nogen.

Mit bedste råd til jer derude, som måske lever sådan som jeg gjorde, eller som kender en der gør eller bare har mistanken… det er at sige det til nogen. Sig det til en veninde eller sig det til en du har tillid til, jeg ved det kan være svært at tro på at nogen vil forstå for i mange tilfælde også mit eget så kan en psykopat også tryllebinde dine omgivelser og få dem til at tvivle på de ting du siger. Men tro mig , dem der elsker dig de kan se du ikke er glad . Du kan også kan sige det til en anonym rådgiver. Danner har anonym rådgivning på disse numre og email adresser. Hvis du er i tvivl om din telefon bliver aflyttet eller sporet så kan du gå ind i en telebutik og spørge om de vil undersøge det for dig, det gjorde jeg og hjælpen var uvurderlig.

København 33330047 sigdettilnogen@danner.dk

Ringsted 51721127 ps@ringsted-krisecenter.dk

Randers 23995837  el  23995835 sig-det-til-nogen@randers.dk

De to billeder her viser meget godt hvor meget kroppen reagerer og selvom man tror man kan skjule sin sorg og ulykkelighed så ses det alligevel. Billedet til højre er året inden jeg slipper væk og billedet til venstre er 6 måneder efter jeg fik min frihed tilbage.