Der har været rigtig stille her på min blog, og det er jeg ked af men der har været en del jeg skulle forholde mig til ,og indimellem så kræver det for mit vedkommende at jeg ikke deler alt for meget .

Første gang jeg tog en kittel/uniform på var som ssh-elev på et privat plejehjem i Horsens. Vores uniform var en kongeblå nederdele der gik til midt på skinnebenet, en rød kortærmet skjorte og hvide træsko. Det var måske ikke det smarteste antræk for en kun 17 årig pige men jeg elskede hvert minut i den uniform. Jeg fandt hurtig ud af at det her det kunne jeg finde ud af , jeg var god til at læse menneskers behov og jeg blev hurtigt vellidt. Min unge alder gjorde også at jeg skulle bevise lidt mere, jeg skulle udvise den modenhed jeg har lært hjemmefra og selvom enkelte var skeptiske over at få besøg af så ung en “bette pige” så fik jeg hurtigt overbevist dem om at mit unge udseende kun var en mur omkring et fagligt dygtigt menneske med hjertet på det rette sted.

Ja jeg er ikke bange for at rose mig selv når det kommer til mit job, for jeg var virkelig dygtig.

Jeg var færdiguddannet Social og sundhedsassistent som 19 årig og jeg har elsket mit fag lige siden . Jeg har selfølgelig haft dårlige oplevelser , med intrigante kollegaer, dumme arbejdstider og afsavn juleaften til familien derhjemme. Men at arbejde blev så stor en del af mig at det indtil nu er det der har taget mig længst tid at acceptere at det aldrig bliver sådan igen.

I tiden på Rigshospitalet lå jeg og var misundelig på de søde sygeplejesker og social og sundhedsassistenter i deres hvide kitler, jeg havde også svært ved at ikke være på job , jeg reagerede på alarmerne for det er jeg jo van til. Jeg fulgte med i mit medicinskema, jeg gav dem gode råd omkring sundhedsplatformen og jeg rettede de stakkels studerende når de lavede fejl….

Igennem mit liv har jeg fejlet med nogle ting , mit ægteskab udviklede sig til en venskab og måtte derfor slutte. Mine børn blev skilsmissebørn. Jeg flyttede til den anden ende af landet fordi jeg troede på kærligheden som så viste sig at være det rene helvede. Men igennem alt dette så havde jeg succes på mit job, når alt andet ramlede om ørene på mig så kunne jeg altid finde ro og en tryghed i min arbejdsboble.

Og derfor har det at skulle tilbage til en form for job været mit mål efter ulykken. Jeg forsøgte og måtte indse at min krop er på arbejde 24-7 og der derfor ikke er plads i mit energi barometer til at passe det jeg kunne engang.

Første gang min job konsulent nævnte Førtids pension brød jeg sammen, jeg bruger ikke så meget tid på at tænke på alt det den ulykke har taget fra mig, men da det gik op for mig at den nu også har taget det der er så stor en del af mig der knækkede min verden for alvor. Det har taget tid og mange samtaler at nå hertil men nu er det en realitet, jeg er nu pensionist før tid.

Titlen “Førtidspensionist” har jeg svært ved, det handler om en masse dumme fordomme jeg har og det er forkert af mig , men det handler også om at jeg ikke endnu har accepteret fuldt ud hvor skadet jeg er. Jeg ved godt hvor ondt jeg har, hvor meget jeg bøvler med min protese, hvor lidt jeg sover om natten, hvor angst jeg kan blive over små ting, hvor meget tid jeg bruger på at dræne væske fra mit højre ben og hvor lidt der skal til før jeg bliver træt. Men selvom jeg ved det så levede min drøm om en hvid kittel i bedste naive velgående, indtil det gik op for mig at den vigtigste patient i mit liv vil for altid være mig selv og hende skal jeg passe på.

TAk fordi i stadig følger med derude , det betyder alt for mig at selvom jeg ikke kan bære den hvide kittel så kan jeg måske hjælpe nogen af jer ved at dele ud af mig .