Jeg har et yndlingsord “Frihed” . Det ord betyder så meget for mig og det er der selfølgelig mange grunde til men mest af alt så har jeg med tiden lært at frihed betyder noget forskelligt for os alle. Det der er frihed for mig er ikke nødvendigvis frihed for dig.

Som med alt andet her på min blog så skriver jeg ud fra mine egne tanker.

På Riget fik jeg ofte besøg af hospitalspræsten , han var for mig den bedste form for “traume-terapi”. Det handlede faktisk aldrig om gud eller om tro, men om alt det jeg havde lyst til at tale om. Ret hurtig fandt vi emner vi talte om hver gang vi så hinanden. Den ene ting var taknemmelighed og den anden var frihed.

Frihed er for mig lige nu at kunne sidde her i min seng og skrive til jer ,det er at kunne være der for mine børn når de har brug for mig ,det er at kunne leve hver dag og forsøge at finde noget positivt på dage hvor det hele driller. Men frihed har igennem mit liv været forskelige ting. I min seng på Riget havde jeg den vildeste følelse af frihedsberøvelse, så selv de små ting blev et symbol på frihed. Da jeg lå der i min seng og følte mig fanget overtog det mine tanker, og depressionen rykkede ind i mit hjerte. Frihedsberøvelsen mindede mig om en tid i et forhold hvor min frihed også var berøvet, psykisk vold der overtog min frihed i en sådan grad at jeg ikke var i stand til at tage beslutninger for mig selv. Den frihed jeg følte da jeg endelig fik mod til at slippe ud af det helvede den blev taget fra mig i det sekund lastbilen kørte over mig. Jeg var nu tilbage i en tilstand hvor beslutninger var ude af mine hænder. Samtalerne med præsten ,mine veninder ,kollegaer og familie fik mig til at forstå at friheden i at kunne gøre selv de mindste ting ville gøre min opfattelse af mig selv anderledes. Jeg tillod mig at fejre de små sejre og tage ejerskab over min egen frihed. Det gik også op for mig at frihed var også at være positiv og forsøge at finde den glade Dorthe så tit det var muligt, men  at give mig selv den frihed at det også var ok at bryde sammen og være skrøbelig.

Den dag jeg for første gang efter 2 måneder sad på et toilet med lukket dør alene og tissede, det var den vildeste frihedsfølelse og jeg sad der og græd glædestårer. Det lyder jo helt komisk men det var en kæmpe sejr og jeg lovede faktisk Gud at jeg ville være taknemmelig hver gang jeg gik på toilettet fremover… det har jeg allerede glemt igen 🙂 For “frihedsbarren” rykkede sig hele tiden jo mere selvstændighed jeg fik tilbage.

Jeg besluttede at bestille halskæden med “Frihed” indgraveret i til mig selv, og målet var klart at den dag jeg skulle tage mine første skridt igen der skulle den på. Ordet om min hals minder mig om at jeg flere gange i mit liv har generobret friheden i mig selv og at det hver dag er mit eget ansvar at fastholde den .

Hvad er mon frihed for dig ?