Lyset fra morgensolen stråler ind af mit vindue, man kan næsten dufte den frostklare friske friske luft ,og jeg mærker kroppen vågne. Jeg ligger helt stille, for i de her første minutter af dagen kan jeg mærke begge mine ben , jeg mærker alle 10 tæer , begge fødder der hviler i madrassen og tyngden af benene .

Så snart jeg bevæger mig forsvinder følelsen og det ene ben er væk. Smerterne i bækkenet minder mig om at jeg har lagt for længe på den ene side, den prikkende brændende fornemmelse i det stramme arvæv på højre ben er konstant , og nervesmerterne i benstumpen melder ind til døgnvagt.

Jeg sætter mig op i sengen og sætter foden i den kolde gulv, jeg drømmer om at kunne gå barfodet ud i køkkenet og lave dagens første kop kaffe, men kørestolen er min redning.

Jeg står op på mit ene ben foran spejlet på mit badeværelse , jeg tager mit tøj af stykke for stykke. Jeg kigger i spejlet og ser hende jeg kender så godt , de smukke øjne som kan stråle af lykke , men også være sorte af sorg. Ansigtet som har klaret tiden ret fint , huden er pæn og klar og ikke for mange aldringstegn. Skuldrene som er markerede , armene er prikkede af modersmærker og mine tatoveringer minder mig om gode oplevelser og kærlighed . Det store ar på venstre arm bevidner om den sidste gang de “høstede” hud til det højre ben ,brysterne har også klaret tiden godt . Ryggen er arret og har en let blålig farve, men jeg elsker den ryg for den gav mig lov til at beholde mit højre ben. Uden huden fra min ryg havde jeg mistet det. Maven er blød og knap så skarp som den var engang , hofterne er brede som altid . Bagdelen har indtaget den form som den nu gør når man sidder mere end man går , men det er ok . Det højre ben står og sitrer lidt af anstrengelse for at skulle bære hele kroppen, det er tyndt og huden som før sad på min ryg og arm er et flot patchwork mønster af helt særlig karakter. Den højre fod har nu indtaget en hvid kulør og væsken strømmer dertil. Mit venstre lår hænger og svæver i luften , og når jeg står mærker jeg lysten til at sætte begge fødder i gulvet , men jeg retter mig op og kigger igen ind i de blå øjne i spejlet og smiler .

Jeg sætter mig på stolen under bruseren og lader vandet ramme min krop, vandets stråler er magiske mod min hud og jeg nyder roen. Jeg føntørrer og glatter mit hår med en sirlig præcision ,hænderne har gjort det så mange gange at de gør det af sig selv. Jeg vælger en kjole i skabet , makeuppen bliver lagt og jeg kan nu endnu bedre kende mig selv i spejlet.

Jeg tager min protese på , og imens beder jeg en lille bøn om at den i dag sidder ekstra godt . Jeg tager støttestrømpen på højre fod og kan nu rejse mig op på begge mine ben. Jeg tager de første skridt i soveværelset, altid næsten uden at trække vejret, frygten for falde sider så dybt i mig og forsvinder gradvist med hvert enkelt skridt.

Nogen mener jeg er min egen værste fjende , men jeg lever i denne her krop hver dag , jeg kæmper med den , jeg elsker med den og jeg vokser med den. Og for hver dag der går bliver det lettere 🙂