jeg skammer mig
Skam er et meget stærkt ord, og i min verden hænger det sammen med skyld. Jeg er blevet gjort opmærksom på at jeg indimellem har nemt ved at se mig selv som offer, og det har jeg svært ved at genkende. For jeg føler jo netop at jeg hver dag forsøger at være en overlever i stedet for et offer, men jo mere jeg tænker over det så kan man jo ikke være en overlever hvis man ikke også er et offer.
Jeg skammer mig over at være et offer , men jeg er pisse stolt af at være en overlever ! Jeg håber at dem som ser mig være et offer kan rumme det for så er det faktisk fordi jeg lader dem se helt ind i min sjæl og det kan være en ret stor kontrast til det stærke ydre jeg profilerer.
Der har den sidste tid været fokus på skam omkring det at være kronisk syg , og her må jeg melde mig på banen for jeg har længe haft svært ved og har netop følt skam ved at betegne mig selv som værende kronisk syg.
At skulle bruge ordet handicappet har været svært nok ,at bruge min kørestol er nærmest en fobi , og da jeg så en dag så ordet “kronisk smertepatient” i min journal der nåede jeg jeg at tænke “næ nej tak det er da ikke mig”. For for mig er det netop at hoppe i offerrollen , det med at putte sig selv i kasser der omhandler sygdom og smerte. Det handler om accept og jo før jeg selv acceptere det jo før gør andre og i stedet for at se mig som offer vil de så måske se mig som Dorthe der står ved det hun er men det er ikke det der definerer hende.
At føle skam over at have ondt kan virke skørt , men tro mig man bliver led og ked af at høre sig selv sige “jeg har ondt” for tyvende gang på en dag. Jeg føler skam over at vi ofte ikke kan planlægge ret meget uden at det kommer an på mit smerteniveau den pågældende dag. Jeg kan skamme mig så meget over smerten at jeg forsøger at nægte den er der ,og jeg føler det som et kæmpe nederlag når andre alligvel kan se min smerte .
Jeg vil ikke være offer, men det er jeg og det er alle mennesker i en eller anden grad. Ingen smerte kan måles i forhold til noget andet , og jeg skammer mig over at nogen tror jeg ikke kan rumme deres smerter fordi jeg har nok i min egen.
Vi er alle ofrer men vi er også alle sammen overlevere , ihvertfald så længe vi hver dag forsøger at gøre vores bedste 🙂
Beate Beck
Fine tanker .
Godt skrevet Dorthe.❤️
Charlotte
Hej Dorthe.
Lige siden du skrev dit indlæg om der var to ofre i din ulykke, dig og chaufføren. Det har du jo sådan set ret i.
Jeg syntes ikke du skal have en fobi omkring din kørestol. For du klær dig pænt, du lægger make up, du går op i dit udseende, på trods af traume, på trods af du måske har smerter. Jeg ville være stolt over at skulle køre dig rundt i kørestolen. Du sætter dig ikke tilbage og siger “jeg kan ingen ting”.
Efter min mening er du den stærkeste person jeg kender, jeg syntes fandme du er sej.
At skulle planlægge sin dag to timer ad gangen, måske, kan jeg ikke sætte mig ind i, men lidt alligevel.
Da jeg var sygemeldt med stress kunne jeg gå en hel dag og forberede mig på at skulle i friheden og høre musik sammen med Ulrich og en veninde.
Jeg glædet mig til at se min veninden, og være sammen med hende, men alle de andre mennesker måtte godt blive væk, og i sidste ende havde jeg ikke lyst.
Men jeg tog afsted alligevel, og det var skide hyggeligt og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke havde lyst til at tage med. Jeg har også aflyst nogle ting fordi jeg bare ville være mig og være alene eller bare satte mig i hjørnet af sofaen og kigget ude af vinduet. Der følte jeg at jeg ikke kunne noget, jeg duede ikke til noget.
Nu kender jeg ikke din kæreste så godt, men jeg tro han giver dig al den plads du for, og er sikker på han støtter dig alt hvad der står i hans magt. Vi har begge to en der vil passe på os og hjælpe os så meget de kan, og jeg syntes faktisk vi er heldige begge to.
De kærligste hilsner
Charlotte
Charlotte
Hej Dorthe.
Lige siden du skrev dit indlæg om der var to ofre i din ulykke, dig og chaufføren. Det har du jo sådan set ret i.
Jeg syntes ikke du skal have en fobi omkring din kørestol. For du klær dig pænt, du lægger make up, du går op i dit udseende, på trods af traume, på trods af du måske har smerter. Jeg ville være stolt over at skulle køre dig rundt i kørestolen. Du sætter dig ikke tilbage og siger “jeg kan ingen ting”.
Efter min mening er du den stærkeste person jeg kender, jeg syntes fandme du er sej.
At skulle planlægge sin dag to timer ad gangen, måske, kan jeg ikke sætte mig ind i, men lidt alligevel.
Da jeg var sygemeldt med stress kunne jeg gå en hel dag og forberede mig på at skulle i friheden og høre musik sammen med Ulrich og en veninde.
Jeg glædet mig til at se min veninden, og være sammen med hende, men alle de andre mennesker måtte godt blive væk, og i sidste ende havde jeg ikke lyst.
Men jeg tog afsted alligevel, og det var skide hyggeligt og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke havde lyst til at tage med. Jeg har også aflyst nogle ting fordi jeg bare ville være mig og være alene eller bare satte mig i hjørnet af sofaen og kigget ude af vinduet. Der følte jeg at jeg ikke kunne noget, jeg duede ikke til noget.
Nu kender jeg ikke din kæreste så godt, men jeg tro han giver dig al den plads du for, og er sikker på han støtter dig alt hvad der står i hans magt. Vi har begge to en der vil passe på os og hjælpe os så meget de kan, og jeg syntes faktisk vi er heldige begge to.
De kærligste hilsner
Charlotte
Jeanette bojer
Det kan vel også ses som begrænsninger og muligheder? uanset hvad du er/føler så er du en meget elskelig person og det kan ingen tage fra dig ❤️❤️❤️