Hej og velkommen til min nye blog, jeg har indtil nu haft min blog hos bloggers delight men jeg vil gerne slippe for alle reklamerne på deres platform og ikke mindst give dig en god læseoplevelse.
Jeg har besluttet at udgive mit allerførste blog indlæg igen i dag for det beskriver min historie og hvem jeg er , god læselyst til dig 🙂
D 3 Januar 2018
Det var den sidste dag i skolernes juleferie,og jeg skulle i aftenvagt. Jeg havde været i træningscentret med Mathias som er min yngste søn på 15. Da vi var færdige, handlede vi ind og spiste en god frokost sammen. Da jeg puttede min madpakke i cykelkurven  og cyklede på job, følte jeg mig glad indeni. Det havde indtil videre været en god dag og den var kun lige begyndt.
Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Det gjorde jeg altid. Det lyder måske lidt for godt til være sandt, men det var sådan det var. Jeg havde verdens bedste job og de skønneste kollegaer på fødegangen i Roskilde. Og jeg har faktisk aldrig været så glad for at gå på arbejde, som efter jeg blev ansat der.
På vej, i godt humør og god tråd i pedalerne nærmede jeg mig lyskrydset. Da jeg konstaterede at der var grønt lys, fortsatte jeg ligeud. Og så skete det. Det gik nærmest som i slowmotion. Og alligevel så hurtigt at jeg nærmest ikke fattede det.
Fra jeg mærkede det første bump, da lastbilen ramte mig og til jeg lå på asfalten, nåede jeg at tænke; “Det her en højresvingsulykke, det dør man sgu af”. Jeg skreg. Et skrig jeg ikke vidste jeg havde i mig, men det var mit eneste “forsvar”. Da lastbilen kørte over mig sagde jeg i mit indre farvel til mine drenge; “Mor elsker jer”. Og i et øjeblik blev alt stille.
Til min forundring besvimede jeg ikke. Jeg kunne høre mennesker omkring mig og opfangede en masse tumult. De første mange øjne jeg prøvede at fange, var fulde af frygt, angst og panik. Så lukkede jeg mine øjne. Jeg ville bare “forsvinde væk”.
En kvindestemme kaldte på mig og aede min kind, jeg slap ikke hendes øjne igen. Der var gode mennesker omkring mig. Nogen havde lagt en jakke over mig. Mine hænder blev holdt varme, mine tårer blev tørret væk og beroligende ord imellem sirenernes hylen og menneskemassens tumult fyldte mig.
Jeg havde ondt, men jeg kunne ikke rigtig få “forbindelse” til min underkrop og lokalisere smerterne. Min sygeplejefaglighed sagde mig, at det her ikke var godt. Og da lægen ankom til stedet og sagde at de havde ringet efter helikopteren som skulle flyve mig til Rigshospitalet, så vidste jeg det var slemt. De besluttede at få mig væk fra den kolde asfalt og ind i en varm ambulance til helikopteren kom. Da de løftede mig op på båren fik jeg den forbindelse til min underkrop som jeg havde manglet. Smerten var ulidelig. Lægen gav mig en maske på og sagde at de ville lægge mig til at sove og at de nok skulle passe på mig. Det var en lettelse og min krop overgav sig hurtigt til bedøvelsen.
Da de vækkede mig fra mit koma, føltes det som om jeg svævede. Jeg kunne intet mærke og det føltes som om, at det kun var mit hoved der eksisterede. En sygeplejerske talte til mig. Ordene virkede usammenhængende. Hun gav mig en kuglepen i hånden og lagde en blok på mit bryst. Hun forklarede, at jeg havde en tube i halsen ( var intuberet ) og derfor ikke lige nu kunne tale. Der kom en masse mennesker i hvide kitler ind og stod omkring min seng. Jeg kunne ikke se deres ansigter, men jeg kunne høre hvad de sagde. De fortalte mig, at de havde været nødt til at amputere mit venstre ben. Og at det højre ben var så medtaget, at de lige nu ikke vidste om det kunne reddes. Mit bækken var brækket og fikseret med utallige skruer og et stort stativ. En af de hvide kitler talte om mere end 1 års indlæggelse og igen lukkede jeg mine øjne. Jeg ville bare gerne væk. En sorg så stor og jeg lå helt alene.
Sygeplejersken fortalte mig at klokken var 1 om natten. De havde været i kontakt med min familie og min far ville komme næste morgen. Alle i min familie bor i Jylland. Så der var 300 km. imellem os. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så alene før. Mine tanker fløj omkring. Jeg vidste at min veninde Majse havde taget sig af Mathias. For det nåede jeg at bede om i ambulancen, inden de bedøvede mig. Så prøvede jeg at skrive min anden veninde Tanias navn på blokken. Det lykkedes efter utallige forsøg. Lyden af hendes velkendte skridt på hospitalsgangen der midt om natten, var en kæmpe lettelse. Da hun kom, kunne jeg endelig bryde sammen. Nu var jeg ikke længere alene med min sorg om min angst.
Dagen efter kom min far og min faster. Det var så hårdt at se dem kede af det og jeg havde selv rigtig svært ved at rumme min egen sorg. I det hele taget var alle de første besøg rigtig svære. For min rolle her i livet var forandret. Dagen hvor jeg skulle se mine drenge Markus og Mathias for første gang, føltes det som at blive kørt ned en gang til. Det er det sværeste jeg nogensinde har oplevet. At miste min rolle som mor. Det var sådan jeg følte det. At jeg ikke længere var den samme mor og ikke vidste om jeg nogensinde ville kunne blive en mor igen. Den mor jeg gerne vil være. At se deres ulykkelige øjne. Deres frygt og angst og at jeg i dette øjeblik absolut intet kunne gøre. Jeg lå bare der, og vidste ikke hvordan fremtiden ville tegne sig. Det gjorde så forbandet ondt. Vi sagde ikke mange ord, men holdt bare i hånd, Markus havde tegnet en tegning af mig med protese på, det var hans måde at vise mig at han troede på mig. Og det eneste ønske jeg havde, var at kunne være deres mor igen. Den mor som de kendte. Min eneste trøst lige der, var at de begge var i trygge hænder hos deres far og papmor.
Den næste tid på Riget var med operationer hver anden dag. Mit højre ben som de forsøgte at redde, skulle have transplanteret nyt hud som de “høstede” fra min ryg og min arm. Der blev også genbrugt lidt hud fra det ben de havde amputeret. Et lille bitte stykke af gangen helede den nye hud på benet op og risikoen for at jeg skulle miste det, var ikke længere på spil. Jeg var sengeliggende i næsten 2 ½ måned. Kunne og måtte ganske enkelt ikke andet. Ved alle mine operationer som endte med at blive til 15 i alt, sad Majse ved min side når jeg vågnede op fra narkosen. Tania hjalp mig med at give informationer til mine kollegaer, familie, venner og mine børn. De to piger gav mig og mine nærmeste så meget kærlighed og omsorg, at jeg kunne give mig selv lov til at hele. Som Tania tit sagde; “vi tager en time ad gangen skat”.
At ligge i den seng 24-7 er noget af det hårdeste jeg har prøvet. Det meste af tiden kunne jeg kun ligge på ryggen. Om natten vågnede jeg tit pga smerter eller mareridt. Og i lyset fra alle de maskiner jeg var tilkoblet, syntes jeg at sengen lignede en kiste uden låg.
Sætningen “hvor har du været heldig”, er en sætning jeg hader. Jeg ved, at det er kærligt ment. Men månedsvis i en sygehusseng på et toiletbækken og det der er værre, så er “heldig” ikke det rette ord.
Personalet på brandsårsafdelingen og orthopædkirurgisk afdeling er de bedste terapeuter jeg har kunnet ønske mig. Jeg forstår stadig ikke, hvordan de kunne få mig til ikke at opgive livet. Men det gjorde de. De forstod at trøste og give omsorg. Og at få mig til at kæmpe på de rigtige tidspunkter. Og de kendte mig til sidst så godt, at ord blev overflødige. En dag da jeg skulle køres til endnu en operation sagde portøren; “luk du bare dine øjne, så skal jeg nok formidle dine instruktioner når vi kommer derned”.  Mine faste ritualer med at lukke øjnene allerede når jeg blev hentet på stuen og mine små instruktioner til operationspersonalet havde portørerne nu oplevet så mange gange, at jeg som en anden VIP patient bare kunne lukke mine øjne.
Jeg havde besøg af skønne kollegaer, veninder/venner, familie og mine drenge så tit jeg ville. Søde beskeder på alle platforme, og så meget kærlighed i min retning fik mig til at indse, at det her kunne jeg godt og at jeg langt fra var alene. Jeg ville godt kunne blive en mor igen for mine drenge.
Genoptræningen var hård og barsk. Den startede i de helt små mens jeg stadig var sengeliggende og fortsatte med fysioterapeuterne i træningslokalet da jeg kunne komme ud af sengen. Min genoptræning fortsætter og er stadig til tider en sej omgang. For man kan ikke snyde sig ud af det. Ikke hvis man vil fremad. Man kan heller ikke bare lukke sine øjne og forsvinde. For så forsvinder det ønske jeg har.
Genoptræningen på Riget blev mit andet hjem under min indlæggelse. Og personalet nede i stueetagen vil altid være i mit hjerte. Vi trænede ikke kun det fysiske men også det psykiske. Vi talte om drømme og håb for fremtiden. Og i lang tid tænkte jeg på, om jeg overhovedet havde nogle drømme. De lærte mig, at det ikke behøver at være højt ragende drømme. Nogen vil måske gerne løbe et marathon, bestige et bjerg eller vandre i Amazonas. Men sandheden for mig er, at jeg før min ulykke ikke var synderlig interesseret i sport. Og det jeg stadig ikke. Inden ulykken havde jeg ingen ambitioner med min træning. Ikke andet end at det gav mig lov til at spise en ekstra kage. Så min drøm blev klar for mig. Jeg vil bare gerne være mig! Og en mor for mine drenge. Jeg vil være den bedste version af mig. Jeg vil gerne kunne handle ind i Netto, uden at skulle tænke på, om handicap p pladsen er ledig. Jeg vil gerne rejse ud i verden med mine drenge og få oplevelser for livet uden at skulle begrænses fysisk. Jeg vil gerne kunne danse i en sommernat med mine veninder. Jeg vil gerne have en kittel på igen og kunne passe mit job. Og jeg vil gerne kunne tage mig af min familie, uden at de skal bekymre sig unødigt om mig.
Jeg har dage hvor jeg vågner og tænker at jeg virkelig ikke orker mere. Men heldigvis er der nu efter 8 måneder på Riget og 5 måneder hjemme, flere gode dage end dårlige. Ja, det har været pisse hårdt. Men når jeg kæmper, så kæmper jeg for mine drenge. Jeg vil vise dem, at intet i denne verden kan forhindre mig i at være den bedste mor for dem. Og selvfølgelig ser de også når jeg har dårlige dage. Dem kan jeg ikke skjule mig for, hverken dem eller mine nære. Nu skal jeg ud i verden igen og jeg kan ikke længere bare lukke øjnene. For jeg skylder mig selv ikke kun at overleve, men at leve.